2 MORTEN UHRSKOV
2 MORTEN UHRSKOV www.kulturpartiet.dk

Præsenteret her  21. oktober 2010

Videoer til et delt folk
Morten Uhrskov i Trykkefrihedsselskabet: "Et...
23 min. - 25. sep 2008
Uploadet af Snaphanen dk

video.google.com
Critique-foredrag: Et delt folk v. Morten ...
38 min. - 10. okt 2008
video.google.com


2. MORTEN UHRSKOV   www.Google.dk 



Besøg eventuelt    http://www.nomos-dk.dk/ 



http://eticha.dk/news/?page_id=2016

Den danske udlændingepolitik 2010 – en status

- af Morten Uhrskov Jensen

Der finder i disse år en betydelig indvandring sted til Europa, herunder til Danmark. Denne indvandring finder især sted fra den tredje verden, herunder ikke mindst fra muslimsk dominerede lande. Lande som Frankrig og Sverige – men også Tyskland, Belgien, Holland og Storbritannien – oplever betydelige problemer i bestemte områder, og kriminaliteten, især voldskriminaliteten, er høj og voksende. Således anmeldes f.eks. mere end 86.000 [1] tilfælde af vold årligt i Sverige (for året 2009) mod godt 18.000 [2] i Danmark (for året 2008). [3]

I Danmark ser billedet til dels anderledes ud. Også hos os er der tale om betydelige ghettodannelser, og religiøse særkrav imødekommes i stigende grad. Men antallet af personer med især muslimsk kulturbaggrund er lavere end i de nævnte lande, både i absolutte tal og som procentandel af den samlede befolkning. Årsagen hertil skal bl.a. søges i, at Danmark relativt sent (fra 1983) begyndte at føre en lempelig udlændingepolitik, der gjorde det muligt for at stort antal personer at søge og få bevilliget asyl. Endvidere har det givetvis spillet en rolle, at Danmark modtog relativt få såkaldte gæstearbejdere fra midten af 1960´erne og frem til indvandrerstoppet i 1973 som følge af den økonomiske krise. Det var derfor en mindre gruppe – godt 20.000 personer indvandret frem til 1973 – [4] der kunne påbegynde den kædevandring gennem familiesammenføringer, som er så almindelig for en stor del af de indvandrere, som Danmark har modtaget og fortsat modtager.

Med den markante ændring i det politiske landskab ved folketingsvalget i 2001 blev det muligt at gennemføre stramninger i udlændingepolitikken, der havde til formål at dæmme op for både flygtningestrømmen og den kædeindvandring, der følger med tilvandringen af borgere fra tredjeverdenslande. Resultatet af forhandlingerne mellem regeringspartierne Venstre og de konservative og støttepartiet Dansk Folkeparti mundede ud i især to stramninger på familiesammenføringsområdet: Dels en 24-årsregel, hvorefter en person med ophold i Danmark (dansk statsborger eller ikke), der ønskede familiesammenføring, og personen fra tredjeland skulle være fyldt 24 år, dels et tilknytningskrav, hvorefter personen i Danmark og den sammenførte person skulle sandsynliggøre en større samlet tilknytning til Danmark end til oprindelseslandet. På flygtningeområdet afskaffedes endvidere den såkaldte »de facto«-regel, således at kun såkaldte konventionsflygtninge (personligt forfulgte) i fremtiden kunne få asyl. [5]

Den officielle begrundelse for disse stramninger var et ønske om at komme såkaldte tvangsægteskaber til livs. Den reelle grund var et ønske fra især Dansk Folkeparti om at begrænse den ikke-vestlige indvandring, herunder især den muslimske indvandring.

Umiddelbart så stramningerne ud til at være ganske effektive. Ikke mindst tilknytningskravet så virkningsfuldt ud, idet en udlænding bosiddende i tredjeland i princippet kunne have meget vanskeligt ved at dokumentere nogen grad af tilknytning til Danmark overhovedet, hvorfor den samlede tilknytning aldrig kunne blive større end tilknytningen til oprindelseslandet. De to stramninger på familiesammenføringsområdet rummede således rent umiddelbart set en kraftig opfordring til personer i Danmark med rødder i andre lande til i det mindste at gifte sig »internt« i Danmark, altså inden for egen etniske og/eller religiøse gruppe. Allermest håbede man vel på, at ægteskab i stigende grad ville blive indgået på tværs af kulturer, især mellem den muslimske og den danske.

Inden jeg går videre med mit hovedanliggende – nemlig den del af udlændingepolitikken, der har at gøre med familiesammenføringer mellem personer, der allerede bor i Danmark og personer fra tredjelande – vil jeg kort komme nærmere ind på stramningerne i flygtningepolitikken samt i de lempelser, der er givet i reglerne om opholdstilladelse på grundlag af arbejde eller studier. [6]

Flygtningepolitikken

Fjernelsen af de såkaldt de facto flygtninges retskrav på asyl har kraftigt sænket antallet af opholdstilladelser til flygtninge. Det er dog nu igen stigende [7], men der er stadig et godt stykke op til niveauet før stramningerne i 2002. Dette lavere antal har i sig selv betydet et lavere antal familiesammenførte, da et lavere antal opholdstilladelser efter asylreglerne betyder færre ansøgninger om familiesammenføring fra godkendte flygtninge.

Imidlertid vil det såkaldte Stockholm-program, hvis det på initiativ af EU-kommissionen bliver vedtaget med effekt fra 2014, fjerne Danmarks mulighed for at føre en selvstændig flygtningepolitik. I et papir fra DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier) nævnes, at det meget vidtgående forslag, programmet indeholder, ikke nødvendigvis vedtages i den skitserede form, måske især på grund af modstand fra de øst- og centraleuropæiske medlemslande. Men EU-kommissionen lægger dog op til at fjerne medlemslandenes muligheder for at føre en selvstændig flygtningepolitik. Tanken er således, at de flygtninge, som godkendes af Kommissionen, skal fordeles til medlemslandene. [8] EU´s regler om den frie bevægelighed vil dog antagelig indebære, at et land som Danmark med høje sociale ydelser kan forvente en betydelig tilstrømning fra en række af de andre medlemslande. Med andre ord – EU afgør i fremtiden, hvor mange og hvilke personer, der kan opholde sig inden for EU’s grænser samt fordelingen af disse flygtninge de enkelte medlemslande imellem. Men på sigt må det forudses, at mange af de nytilkomne vil søge til Danmark, så snart de får muligheden for det, grundet vores velfærdydelser, som det dermed bliver svært at fastholde.

Opholdstilladelser til studier og arbejde

Som en del af det ovenfor omtalte forlig med VK-regeringen måtte Dansk Folkeparti acceptere, at der kom betydelige lempelser i reglerne om studie- og arbejdstilladelser i Danmark for udlændinge.

Det blev i den forbindelse af både Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti fremhævet, at der nu var sket i skifte i indvandringen, så det ikke var dårligt integrerbare flygtninge og familiesammenførte, der kom til landet, men mennesker, der ville yde en indsats i Danmark. Den 29. marts 2010 havde Venstres Eyvind Vesselbo imidlertid en kronik i Berlingske Tidende, hvor han satte et stort spørgsmålstegn ved, om dette nu også var tilfældet. Vesselbo hæftede sig således ved, at der i årene 2002 til 2009 var blevet givet et samlet antal opholdstilladelser på godt 370.000 personer, dvs. næsten 100.000 flere end under Nyrup-regeringerne, der sad fra 1993 til 2001. Af disse var de 14 procent givet til flygtninge og familiesammenførte, mens de resterende 86 procent, godt 318.000 personer, var kommet til Danmark på andre måder. Eyvind Vesselbo pointerede, at der slet ikke var den samme grad af kontrol med de 86 procent som med flygtningene. Det var og er med andre ord uklart, om de berørte udlændinge rent faktisk er udrejst efter endte studier eller arbejde. [9]

Det skønnes da også, at der i dag er væsentligt flere illegale indvandrere i Danmark end før regeringsskiftet i 2001 som følge af den liberale politik i forhold til studie- og arbejdstilladelser. [10]

Usikkerheden om, hvor disse mange mennesker befinder sig i dag, bidrager i sig selv til at skabe uklarhed om, hvorvidt stramningerne i udlændingepolitikken er effektive. Det skal dog understreges, at en del af forklaringen på det nævnte høje tal på godt 370.000 skyldes, at det såkaldte opholdsdirektiv fik virkning i EU-landene fra 2004, hvorefter enhver EU-borger frit kan indrejse til Danmark for at søge arbejde.

Indtil dette er blevet undersøgt nærmere, må konklusionen være, at tallene giver anledning til at tro, at tilstrømningen til Danmark på dette område er stor, og at kontrollen modsvarende ser ud til at være begrænset.

EU´s opholdsdirektiv

Den såkaldte Metock-dom fra 2008 afsagt af EF-domstolen (i dag EU-domstolen) fastslog, »at en tredjelandsborger har ret til ophold, uanset at denne ikke tidligere har haft gyldigt ophold i et EU-land, hvis vedkommende gifter sig med en EU-borger, der har udnyttet den frie bevægelighed ved ophold i et andet EU-land«. [11] Dommen var en udløber af opholdsdirektivet, der trådte i kraft i 2004 [12] I en pressemeddelelse fra EU-kommissionen fra den 2. juli 2009 forklares det, at opholdsdirektivet af 2004 skal forstås sådan, at et nært »afhængigt« (dependent) familiemedlem fra tredjeland skal have »visas and residence cards«, altså visa og opholdstilladelse. [13] I pressemeddelelsen defineres »afhængig« på den måde, at »material support for that family member is provided by the EU citizen or by their spouse/partner«. Det må forstås sådan, at indgåelse af f.eks. ægteskab er tilstrækkeligt til at skabe afhængighed.

Opholdsdirektivet vurderes af EU-kommissionen og EU-domstolen at være en central forudsætning for etablering af et indre marked, der var grundtanken bag Rom-traktaten fra 1957. Det danske retsforbehold gælder derfor ikke i denne relation, da opbygningen af det indre marked i EU antages at have en højere prioritet end retsforbeholdet og noget, som ingen medlemslande kan undslå sig. [14] Opholdsdirektivet og etableringen af det indre marked overtrumfer med andre ord uden videre det restforbehold, som den danske befolkning vedtog ved folkeafstemningen i 1993. Og denne tolkning bakker et flertal i det danske folketing op om. Det er derfor en umiddelbar klar følge af de ovenstående kilder, at det enkelte medlemsland ikke kan opstille nogen begrænsninger i retten til f.eks. familiesammenføring mellem en EU-borger og en person fra tredjeland. Når blot parret er villig til at tage et kortere (reelt) ophold i et andet EU-land – set fra et dansk perspektiv kunne det være Sverige eller Tyskland – kan parret uproblematisk rejse tilbage til Danmark efter kort tid. Er man altså dansk statsborger, og dermed EU-borger, er det ikke muligt for Danmark at forhindre familiesammenføring for denne statsborger med en person fra tredjeland.

Det er i den sammenhæng væsentligt at pointere, at der ikke kan stilles bestemte krav til den person fra tredjeland, der kommer til Danmark via EU-reglerne. Krav om en eller anden form for uddannelse kan således ikke kræves, eftersom retten for EU-borgeren til at blive familiesammenført med en person fra tredjeland er betingelsesløs, såfremt parret blot i en periode har boet i et andet EU-land. Det afgørende er blot, at den familiesammenførte er »dependent«, altså afhængig af den pågældende EU-borger.

På det skitserede grundlag er det med andre ord ikke muligt at praktisere en stram udlændingepolitik over for danske statsborgere i forhold til familiesammenføringer med personer, der har rødder i tredjeverdenslande. Har man statsborgerskab her, har man ret til familiesammenføring som følge af EU-reglerne.

Med denne erkendelse in mente er der grund til at se på, hvorvidt denne mulighed også udnyttes i praksis. Jeg vil endvidere se på, hvad den gruppe, der ikke har dansk statsborgerskab, og som ønsker familiesammenføring med en person fra tredjeland, rent faktisk gør.

Rapporten fra SFI

SFI – tidligere Socialforskningsinstituttet, nu Det nationale forskningscenter for velfærd – udgav i oktober 2009 en rapport med titlen Ændrede familiesammenføringsregler – hvad har de nye regler betydet for pardannelsesmønstret blandt etniske minoriteter? [15]Som titlen lyder, har rapportens forfattere sat sig for at undersøge, om personer i Danmark med rødder i andre lande har ændret ægteskabsmønster som følge af 24-årsregel og tilknytningskrav. Et ændret mønster ville betyde, at en stigende andel inden for de forskellige minoritetsgrupper var begyndt at gifte sig med andre herboende, eventuelt fra samme etniske og/eller religiøse gruppe, men ud fra et integrationsperspektiv allerhelst med danskere. Undersøgelsens fokus var unge i alderen 15 til 30 år med oprindelse i et af følgende lande: Tyrkiet, Eksjugoslavien, Irak, Libanon, Pakistan, Somalia, Iran, Sri Lanka, Marokko og Afghanistan. [16] Med undtagelse af Sri Lanka og delvist Eksjugoslavien er der altså tale om muslimsk dominerede lande. Hvad angår Libanon gælder, at langt de fleste med libanesiske rødder i Danmark er palæstinensere med muslimsk baggrund.

Forfatterne til rapporten har dels trukket statistiske oplysninger fra dansk og svensk statistik, dels interviewet en række personer som f.eks. de unge selv, deres forældre, men også f.eks. danske sundhedsplejersker. Endelig har forfatterne til rapporten inddraget et antal såkaldte survey-undersøgelser, der spørger bestemte grupper om f.eks. holdninger til det danske samfund.

For at lægge ud med konklusionen i rapporten, så er den meget klar. For gruppen med oprindelse i Tyrkiet kan der iagttages en ændring af en vis signifikans, idet et stigende antal gifter sig »internt« i Danmark. Dette kan, som rapporten skriver, skyldes, at gruppen med tyrkisk oprindelse er den største af indvandrergrupperne med næsten 60.000 personer. For ingen af de øvrige grupper har forskerne ved SFI derimod kunnet konstatere en markant ændring. Det hedder således, at

»Regelændringerne har til gengæld [der kan konstateres en senere registreret ægteskabsalder, MUJ] ikke betydet, at markant flere etniske minoriteter med baggrund i ikke-vestlige lande gifter sig med en herboende person med anden etnisk minoritetsbaggrund eller med en etnisk dansker. For 20-23-årige etniske minoritetsunge gælder det, at både andelen, der gifter sig med en person med anden etnisk minoritetsbaggrund, og andelen, der gifter sig med en person med etnisk dansk baggrund, er under 3 pct. før og efter regelændringerne. For de 24-27-årige er andelene, der gifter sig med en etnisk dansker eller en herboende person med anden etnisk baggrund, næsten lige så små både før og efter regelændringerne som for de 20-23-årige«. [17]

Umiddelbart er der altså ikke nogen tvivl om, at stramningerne på familiesammenføringsområdet ikke har haft den ønskede effekt. Folk fra tredjelande henter altså fortsat deres ægtefælle i udlandet – med andre ord kædevandringerne blandt de etniske minoriteter fortsætter stort set uændret til Danmark. For at forstå grundene hertil skal man have EU´s regler i baghovedet og givetvis også det stærke ønske om at fortsætte kædeindvandringen (som vi i øvrigt skal se også gælder for dem, der ikke er danske statsborgere, og som altså ikke kan benytte sig af EU´s regler).

Danske statsborgere

Det skal erindres, at da stramningerne i form af 24-årsregel og tilknytningskrav blev vedtaget af Folketinget i 2002, var EU´s opholdsdirektiv endnu ikke trådt i kraft, og Metock-dommen, der har fastlagt en væsentlig del af indholdet af opholdsdirektivet, blev først afsagt i 2008. Det har betydet, at personer med dansk statsborgerskab, der har ønsket familiesammenføring i perioden 2002 til 2008, har været nødt til at forsøge andre veje end den, direktivet og dommen åbner.

Først og fremmest er den såkaldte »Malmø-model« blevet taget i anvendelse. Når netop Malmø (eller Sydsverige generelt) har været og givetvis fortsat er central i sammenhængen, skyldes det, at en væsentlig del af de personer i Danmark, der har baggrund i den tredje verden, herunder især i muslimsk dominerede lande, er bosiddende i Københavnsområdet.

I kapitel 6 i SFI-rapporten, „Ægteskab, udvandring og pendler-ægteskaber“, konstateres det på baggrund af kapitel 5, at der har været »en markant stigning i antallet af etniske minoriteter fra Danmark, som tager til Sverige for at blive familiesammenført«. Det nævnes, at det særligt er unge med baggrund i landene Pakistan, Tyrkiet, Eksjugoslavien, Libanon og Marokko, der benytter sig af denne mulighed. En forælder med pakistansk baggrund beskriver situationen således: »Der er bryllup hver anden uge, og de flytter alle sammen til Sverige«. [18] Udsagnet bekræftes af, at der i SFI-rapporten står, at »Alle interviewede forældre har dog kendskab til unge, som er flyttet, enten gennem familiemedlemmer, venner eller bekendte«. [19] Rent praktisk forløber en flytning til Sverige således:

»Dette [flytningen] sker ved registrering hos Folkbokkföringen og Skatteverket. Dernæst søger ægtefællen fra oprindelseslandet Migrationsverket om visum til Sverige, som giver mulighed for et kortere ophold. Det er ofte i den periode, at parret indleder deres ægteskab. Ægtefællen ansøger så Migrationverket om opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring, som i dag gives i en periode på 5 år. Herefter kan ægtefællen søge om permanent opholdstilladelse og om svensk statsborgerskab. Efter erhvervelsen af svensk statsborgerskab kan ægtefællen frit slå sig ned i Danmark«. [20]

Allerede før Metock-dommen slog fast, at der ikke krævedes andet end et kortere ophold i et andet EU-land for at opnå familiesammenføring i det ønskede EU-land, har det altså været muligt lovligt at omgå stramningerne fra 2002. Det var godt nok besværligere end efter reglerne for EU´s opholdsdirektiv fra 2004 og Metock-dommen fra 2008. Men var ønsket om kædevandring til stede, var det også muligt at få det opfyldt. Den pakistanske forælder overdriver muligvis, når han/hun taler om, at »alle sammen« flytter til Sverige. Men SFI-rapportens konklusion gør det berettiget at tro, at endog mange har benyttet sig af muligheden.

Og med opholdsdirektivet og Metockdommen er det nu blevet langt lettere. Det fremgår af et svar fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, at det ikke længere er nødvendigt at vente fem år på at blive svensk statsborger, idet »EU-borgere, herunder danske statsborgere, kan efter EU-rettens regler udøve retten til fri bevægelighed og i den forbindelse opnå ret til familiesammenføring… Det er ikke et krav, at ansøgeren opnår statsborgerskab i det andet EU-land«. [21]

SFI-rapportens kapitel 6 skriver, at de interviews, der er foretaget, viser, at proceduren ved at blive familiesammenført i Sverige er blevet lettere, som årene er gået, »fordi „Sverigesløsningen“ er så udbredt, at der er hjælp og vejledning at hente fra især netværker og fordi en begyndende industri af private firmaer i indvandrermiljøet, der mod betaling hjælper med bolig, visum og opholdstilladelse i Sverige [, er opstået(?), MUJ]«. [22]

I Nyt fra Danmarks Statistik, nr. 195, 4. maj 2010 kan det da også ses, at der »For tredje år i træk flyttede markant flere fra Skåne til Østdanmark i 2009«. [23] Tallene fra Danmarks Statistik viser, at tilstrømningen fra Sverige til Danmark i 2009 var næsten lige så stor, 5.120, som vandringen den anden vej, 5.426. Danmarks Statistik oplyser desuden, at »Personer født i andre lande end Danmark og Sverige udgør en stadig stigende andel. Tilbage i 2001 udgjorde personer fra øvrige lande 15 pct. I 2009 udgør de 32 pct. af det samlede antal flytninger i denne retning [fra Skåne til Østdanmark]«.

Der er ikke nogen nødvendig sammenhæng mellem Malmø-modellen og de seneste tal fra Danmarks Statistik. I princippet kunne det bero på en tilfældighed. På den anden side er det nærliggende at se en sammenhæng imellem SFI-rapportens konstatering af, at der for de udvalgte ti etniske grupper (på nær for en mindre del af gruppen med tyrkiske rødder) ikke kan påvises en forøget tilbøjelighed til at gifte sig internt i Danmark og den relativt enkle mulighed for at bruge EU-reglerne til at opnå familiesammenføring i Danmark med en person fra tredjeland. Når det kan konstateres, at folk fra de etniske minoriteter I Danmark fortsat henter deres ægtefælle i udlandet, må disse komme ind på en eller anden måde. Derfor er det særligt interessant, når Danmarks Statistik oplyser, at 32 procent af de fra Sverige til Danmark tilflyttede hverken er født i Danmark eller i Sverige. Det er ikke urimeligt at antage, at de resterende 68 procent for en (hel) dels vedkommende har benyttet EU´s regler ved at blive gift med en person fra tredjeland og derpå tage ophold i Sverige i kortere eller længere tid for derpå at vende tilbage til Danmark.

Der er således overordnet en meget stærk indikation for, at stramningerne i udlændingepolitikken fra 2002 i form af 24-årsregel og tilknytningskrav systematisk omgås. Ikke sådan at forstå, at der er tale om svindel i forhold til de danske regler. De danske regler er underlagt EU-reglerne, og det er disse regler, der benyttes af de personer, der ønsker familiesammenføring med en person fra tredjeland. Det kan derfor konstateres, at EU-reglerne bruges til at gøre de danske stramninger af 2002 reelt virkningsløse. Dette gælder, hvad enten de mere liberale svenske regler for statsborgerskab benyttes, eller om der gøres brug af rettighederne efter EU´s opholdsdirektiv. Det skal tilføjes, at personer, der benytter EU-reglerne til at undgå de danske stramninger, ikke vil optræde i statistikken over familiesammenførte, når de bosætter sig i Danmark, men som vandrende EU-borgere.

Pendlerægteskaber

For personer uden dansk statsborgerskab, men med opholdstilladelse i Danmark stiller sagen sig vanskeligere, hvis der ønskes familiesammenføring med en person fra hjemlandet. EU´s regler kan ikke benyttes, og i stedet opstår ifølge rapporten fra SFI fænomenet »pendlerægteskaber«, hvor personen fra tredjeland i en periode, der kan strække sig over flere år, kommer til Danmark på turistvisum en gang om året og derpå rejser tilbage til hjemlandet eller bliver i Danmark efter visummets udløb, nu som illegal. Det hedder således i SFI´s rapport:

»Regler på familiesammenføringsområdet har medvirket til nye måder at leve sammen som familier og ægtefæller – ofte på tværs af grænser. På grund af reglerne ser vi bl.a. forekomsten af

„pendlerægteskaber“, som er ægteskaber, hvor den ene part lever i Danmark og den anden (oftest) i

oprindelseslandet. I disse ægteskaber lever parret adskilt i kortere eller længere perioder og er typisk kun sammen i den tid, et turistvisum tillader. Pendlerægteskaber er ofte turbulente, ikke mindst for de børn, der lever i dem. Undersøgelsen kan ikke fastsætte omfanget af

pendlerægteskaber, men de kvalitative interview tyder på, at denne type ægteskaber er at finde

blandt en række etniske minoritetsgrupper, og at de er opstået som konsekvens af de ændrede regler på familiesammenføringsområdet«. [24]

Denne konklusion drages i rapporten primært på baggrund af tre kilder: a) interviews med etniske minoritetsunge og deres forældre, b) sundhedsplejersker, der har kontakt med børn født af sådanne par og c) fra de danske ambassader i de berørte lande. Vedrørende ambassaderne hedder det, at

»Ansatte ved ambassaderne i Tyrkiet, Marokko og Eksjugoslavien fortæller således, at de har oplevet en stigning i antallet af personer, som gentagne gange ansøger om at komme til Danmark på et turistvisum i den maksimale periode:

„Vi udsteder mange af de her 90-dages-viseringer, og folk pendler. Pendlerne er ikke nødvendigvis under 24 år, måske kan der være andre grunde til, at de ikke har fået familiesammenføring – fx tilknytningskravet […] Vi har mange gengangere [der søger om turistvisum med jævne mellemrum]“ (Ansat, ambassade i Tyrkiet)«. [25]

En sundhedsplejerske fortæller om statsløse palæstinensere, der uanset 24-årsregel fortsat gifter sig i 18-20-års-alderen med ægtefæller fra forældrenes hjemlande. Rapporten fortæller, at det, når det drejer sig om unge kvinder, bliver disse

»… gravide måske to eller tre gange, får børn, som så vokser op med den her alenemor, typisk installeret hos bedsteforældrene i en lejlighed, mens vi venter på ‘farmand’, der så kommer hertil

efter nogle år. […] For kvinderne får jo ikke lov til at komme ud og bo alene i en lejlighed, når manden ikke er der (sundhedsplejerske)«. [26]

De interviewede fagfolk bekræfter i øvrigt, at der meget tænkeligt er opstået en voksende gruppe af såkaldte »spøgelsesborgere«, der kan være gift både med danske statsborgere og personer med opholdstilladelse i Danmark. [27] Det må altså vurderes, at antallet af illegale er steget som følge af 24-årsregel og tilknytningskrav.

Med hensyn til den person i et pendlerægteskab, der pendler frem og tilbage (eller forbliver i Danmark som illegal), kan det formodes, at vedkommende på et eller andet tidspunkt vil søge om opholdstilladelse i Danmark med den begrundelse, at han eller hun nu har en eller anden grad af tilknytning til Danmark som følge af f.eks. brug af turistvisum i et antal år. Jeg har forsøgt at få svar fra integrationsministeren vedrørende denne antagelse, og dette lød, at det

»beror på en konkret og individuel vurdering af de samlede omstændigheder i en sag. Om parret opfylder tilknytningskravet afhænger af deres samlede tilknytning til Danmark på baggrund af en konkret og individuel vurdering af alle omstændighederne i den enkelte sag. Et pendlerægteskab kan ikke i sig selv bevirke, at tilknytningen til Danmark er størst. Den herboendes tilknytning til og integration i Danmark er selvsagt også vigtige momenter i denne vurdering«.

[28]

Svaret må forstås sådan, at det ikke er givet, at der gives opholdstilladelse til personen fra tredjeland, da den herboendes tilknytning til Danmark også vil bliver vurderet, men muligheden foreligger. Det gør den vel især, da tilknytningskravet er udformet således, så en familie med et eller flere børn formentlig kan hævde en ret stærk grad af tilknytning til Danmark.

Også for så vidt angår personer uden dansk statsborgerskab er der altså en stærk indikation af, at stramningerne af 2002 ikke længere har nogen effekt, hvis det i virkeligheden har været tilfældet på noget tidspunkt.

Konklusion

Ud fra de kilder, jeg har haft til rådighed, kan jeg konkludere, at stramningerne i udlændingepolitikken i form af 24-åresregel og tilknytningskrav kan omgås. Det skal ikke forstås derhen, at der er tale om ulovlig omgåelse. Det er der kun i de tilfælde, hvor et familiesammenført par f.eks. ikke reelt bor i Malmø, eller hvor personen fra tredjeland i et pendlerægteskab forbliver i Danmark, efter at turistvisummet er udløbet. I de øvrige tilfælde anvendes fuldt lovligt enten EU´s regler, eller også bruges pendlermodellen, formentlig med den forhåbning, at det efter nogle år er muligt at opnå opholdstilladelse, fordi personen fra tredjeland kan påvise en vis tilknytning til Danmark.

Konklusionen i SFI´s er meget klar og fortjener gentagelse. Af de ti undersøgte landegrupper kan forfatterne til rapporten kun for en mindre del af dem med tyrkisk baggrund konstatere en forøget hyppighed i retning af at gifte sig »internt« i Danmark. For alle de øvrige ni grupper kan noget sådant ikke iagttages. Det må derfor være altovervejende sandsynligt, at disse grupper (samt fortsat en væsentlig del fra gruppen med tyrkisk baggrund) i vid udstrækning fortsætter kædevandringen, hvor ægtefællen hentes i oprindelseslandet. En helt plausibel forklaring på dette forhold er givetvis, at Danmark som en del af den rige verden fortsat er et overordentlig attraktivt land at komme til. Den kendsgerning skal givet ses i sammenhæng med et kulturelt mønster i mange familier med udenlandske rødder, der vægter den samlede families velfærd højere end enkeltindividernes.

Hvad end grundene kan være, er konklusionen ganske klar. Stramningerne i den danske udlændingepolitik er, hvad angår familiesammenføringer, i vid udstrækning ophørt med at virke.



[1] http://www.bra.se/extra/measurepoint/?module_instance=4&name=Sammanfattning anmälda brott år 2009&url=/dynamaster/file_archive/100630/a1611c24569f95b93ecb7f7d71623adf/Slutlig%2520anm%25e4lda%2520brott%252d2009.pdf

[2] Samfundsstatistik 2009, s. 21, Forlaget Columbus

[3] Se også: http://www.dst.dk/pukora/epub/upload/13467/indv.pdf (se især side 134, der viser en overkriminalitet blandt forskellige etniske grupper, se også side 125)

[4] http://www.pladstilosalle.dk/grdinpligt/indvan10/index.html

[5] Folketinget 2001-02, Lovforslag nr. L 152, s. 1

[6]http://www.nyidanmark.dk/da-dk/Ophold/studier/videregaaende_uddannelser/videregaaende_uddannelser.htm og http://www.nyidanmark.dk/da-dk/Ophold/arbejde/arbejdsophold.htm

[7]http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2010/NR418.pdf

[8]http://www.ugebrevet-europa.dk/artikel.asp?AjrDcmntId=953

[9] http://www.berlingske.dk/kronikker/udlaendingepolitikkens-tabu

[10] http://vbn.aau.dk/da/clippings/flere-udlaendinge-arbejder-ulovligt-herhjemme_bd9d6da5-2bf2-4a81-9f7b-21539679ac56.html

[11] http://www.eu-oplysningen.dk/nyheder/euidag/2009/Juli/opholddirektiv/

[12] http://www.eu-oplysningen.dk/nyheder/euidag/2008/December/rapport/

[13] http://europa.eu/rapid/pressReleasesAction.do?reference=MEMO/09/311&format=HTML&aged=0&language=EN&guiLanguage=en

[14]http://webcache.googleusercontent.com/search?q=cache:4TmDQAPHL9MJ:www.ipmonopolet.dk/old/synspunkt3.html+indre+marked+tilsides%C3%A6tter+retsforbeholdet&cd=1&hl=da&ct=clnk&gl=dk (se svaret på spørgsmålet »Men det er vel netop denne symbolik der gør det så svært for danskerne at ville skille sig af med kronen?«, MUJ)

[15]Ændrede familiesammenføringsregler, Garbi Schmidt m.fl., København 2009

[16] Ibid. s. 9

[17] Ibid. s.15f

[18] Ibid. s. 114

[19] Ibid. s. 122

[20] Ibid. s. 116f

[21] Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik, Ministeren for flygtninge, indvandrere og integrations besvarelse af spørgsmål nr. 238 (alm. del)

[22]Ændrede familiesammenføringsregler, s. 118

[23] http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2010/NR195.pdf

[24]Ændrede familiesammenføringsregler, s. 11

[25] Ibid. s. 127f

[26] Ibid. s. 128

[27] Ibid. s. 124

[28] Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik, Ministeren for flygtninge, indvandrere og integrations besvarelse af spørgsmål nr. 238 (alm. del)   Citat slut.



 

EU-kommissionen foreslår EU-skatter

- Det er fuldstændigt uacceptabelt, siger Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU · Læs mere

Kommissionsformand José Manuel Barroso i forbindelse med dagens møde. Foto: Kommissionen

EU-kommissionen foreslår EU-skatter

- Det er fuldstændigt uacceptabelt, siger Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU

EU-kommissionen fremlagde i dag en længe ventet rapport om EUs budgetter. I rapporten fremlægger Kommissionen forslag om EUs egenfinansiering styrkes igennem indførelsen af en række EU-skatter, heriblandt EU-beskatning af den finansielle sektor, EU-afgift på lufthavnstransport, en EU-moms, EU-energiafgift og en EU-selskabsskat.

- Forslagene fra Kommissionen er fuldstændigt uacceptable, udtaler Folkebevægelsens EU-parlamentariker Søren Søndergaard og insisterer på, at beslutninger om nye indtægter til EU kun kan komme via demokratiske beslutninger i de nationale parlamenter.

Den fremlagte rapports formål er, at identificere områder i forhold til budgettet, hvor der ifølge EU-kommissionen kan foretages forbedringer. Rapporten fremlægger dermed en række ideer for, hvad EUs fremtidige budget bør fokusere på og indeholder forslag til, hvordan EUs finansieringsmodel kan ændres
EU-kommissionen vil endeligt fremlægge sine forslag til EU-skatter inden sommeren 2011 er påbegyndt.

Ønskes yderligere oplysninger, så kontakt:
Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, på mobiltelefon 40 45 38 49 / e-mail: smailto:soren@folkebevaegelsen.dk
Ib Roslund, informationschef for Folkebevægelsen mod EU, på mobil 20 16 65 67 / ib@folkebevaegelsen.dk
Folkebevægelsen mod EU, Tordenskjoldsgade 21, st.th., 1055 Kbh. K. Tlf. 35 36 37 40

Citat  slut.











Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE