VISUEL TERRORISME
VISUEL TERRORISME www.kulturpartie.dk

VISIEL TERRORISME  Præsenteret her 26. august 2009

23. aug 2009 kl 22:30 Print   Send artikel

Den visuelle terrorisme

Dagens klumme: Helle Merete Brix spørger, om vi skal acceptere, at borgere gennem deres påklædning viser, at de ønsker demokratiet afskaffet?
 
"Far, hvorfor går nogle af kvinderne klædt som hekse?" Spørgsmålet blev stillet til den britiske forfatter Andrew Anthony for et par år siden af hans lille datter. Hun tænkte på de muslimske mødre, de ser i kvarteret, som bærer ansigtsslør og sorte heldragter. Dem bliver der flere og flere af, både i skolegården i den nærliggende islamiske skole og i datterens egen kommuneskole.

Anthony svarer, at det har at gøre med deres religion, og at de ikke er hekse. Datteren svarer, at de skræmmer hende. Anthony svarer, at der ikke er noget at være bange for, og at de er som alle andre under tøjet.

Men egentlig, som han forklarerede mig, da jeg interviewede ham i London tidligere i år, vidste han godt, at det ikke er rigtigt. Og hans datter kan jo selv se, at hendes far aldrig taler med disse kvinder, som han taler med de andre mødre, når han henter hende.

Anthony satte sig for, at han ville finde en tildækket kvinde at tale med. Det lykkedes med et vist besvær at finde én, der ville tale med en fremmed mand. Hun underviste teenagere i kommunikation på en almindelig skole.

Man kan finde flere absurde eksempler på islams indflydelse i dagens samfund i Anthonys bog "The Fallout: How a guilty liberal lost his innocence". Selv fandt jeg bogen frem efter at have hørt på de seneste dages burkadebat, der vel i store træk kan opsummeres således: Naser Khader og de Konservative vil have burkaen forbudt, Pia og Socialdemokraterne er med på ideen, Søren Pind slår korsets tegn, Venstre er blot imod, og hver en avisleder i landet fordømmer forslaget. Således også Jyllands-Postens leder 18. august, hvori der står, at det er en "ganske ubærlig tanke, at staten gennem lovgivning skulle bestemme, hvordan frie borgere i et frit land skal gå klædt".

Udover argumenterne om at der er tale om et groft indgreb i frihedsrettighederne, argumenterer modstanderne for, at der kun er tale om ganske få kvinder, at man jager de undertrykte, burkaklædte kvinder indendørs osv.

Men er der i øvrigt kun tale om et ubetydeligt fænomen? Er der kun ganske få kvinder i burka? Måske stadig i Danmark, men ikke ude i Europa. Jeg har efterhånden set dem mange steder. På den islamiske konference uden for Paris. I det afrikanske kvarter omkring Boulevard Barbés. I rue Jean-Pierre Timbaud, en kort tur med metroen fra Paris' centrum. Denne gade var engang kommunisternes højborg, men i dag er den domineret af de muslimske salafister. Jeg synes i øvrigt, at Kvinderådet, der ikke støtter burkaforbuddet og mumler om vigtigheden af dialog i denne sag, skulle besøge dette kvarter under ramadanens afslutning. Her sidder hijabklædte kvinder og hijabklædte små piger - altså kvinder og piger hvor "kun" håret er dækket til - og tigger, mens kjortelklædte og langskæggede mænd spankulerer selvsikkert ned ad boulevarden. Jeg vil godt gætte på, hvad udslaget af sådan en dialog ville blive.

Burkaer og niqab ser man også i stigende grad i Storbritannien. I de gamle arbejderbyer som for eksempel Bradford i det nordlige England. I forstæderne omkring London, i East End, i metroen og omkring moskeerne om fredagen.

Det mest absurde syn mødte mig april i år på Edgware Road i det centrale London. Denne gade har igennem mange år været kendt som en art hovedstrøg for Storbritanniens velhavende og ikke nødvendigvis særligt religiøse arabere. Her kom en gruppe af helt tildækkede kvinder gående. Den ene havde også handsker på i forårssolen, og kun det ene øje var synligt. Hun skulle samtidig styre en barnevogn, hvad der ikke overraskende var umuligt. Hun måtte derfor have hjælp af en veninde, der lagde sin hånd over hendes og hjalp med at styre. Monty Python kunne ikke have gjort det bedre. Men dette er ikke en vittighed, det er Europa og islam i 2009.

I sin bestseller "Londonistan" beskriver journalisten Melanie Phillips det ændrede gadebillede og de fuldstændig tildækkede kvinder, man nu støder på: "I almindelighed er religiøs påklædning, selv af bizar art, et velkomment bidrag til nationens diversitet. Men i dette tilfælde spekulerer man på, om sådan en klædedragt er en religiøs klædedragt, der gør krav på respekt, eller en politisk manifestation, der skal udtrykke modvilje mod den britiske stat. Effekten er, at skabe en nagende følelse af usikkerhed og utilpashed. Londons åbne samfund forvanskes, når man offentligt vælger den bevidste tilsløring, og når ansigter og udtryk - for ikke at nævne resten af kroppen - ikke kan ses. I kølvandet på London-bombningerne i juli 2005 synes en sådan tilsløring også at være et sikkerhedsmæsssigt anliggende."

Den iranskfødte journalist Amir Taheri, der gæster København i slutningen af august, har levet i eksil i Europa siden den iranske revolution i 1979. Han må være enig med Phillips. For han går så vidt som til i sin seneste bog at betegne fænomenet med de tildækkede kvinder, og altså også de der "kun" bærer hijab, som en form for terrorisme. Taheri, der var et øjenvidne til den islamiske revolution, skriver om det iranske styre, at skæg og hijab er "regimets mest udbredte uniformeringsredskaber", "rekvisitter i en kampagne for visuel terrorisme" der har til hensigt blandt andet at skræmme modstanderne. Overfør dette til de europæiske samfund i dag. Modstanderne, det er de vantro og de "dårlige muslimer", der ikke ønsker sharialovgivningen indført.

I debatten diskuteres det også, om kvinderne selv vælger burkaen. Imamen Abdul Wahid Pedersen mener, at det gør størstedelen af dem, der befinder sig inde i burkaen. Naser Khader mener nej.

Utvivlsomt er der kvinder, der presses ind i den klædedragt. Vi ved fra raporter og undersøgelser i Europa, at mange muslimske kvinder lever et miserabelt liv og tvinges eller presses til at dække sig til. Men det ændrer ikke på, at der er ikke mindst unge, muslimske kvinder, der selv vælger både hovedtørklæde og niqab og burka, og at der ikke er ringeste grund til at opfatte disse kvinder som undertrykte. Deres valg af klædedragt understreger egentlig blot, hvad Phillips og Taheri peger på. At disse kvinder ser deres valg af klædedragt som en politisk manifestation og udmærket ved, hvilke følelser det fremkalder hos de vantro og de "dårlige muslimer", når de bevæger sig rundt i det offentlige rum.

Siden grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab, Hassan al Bannas dage, har man vidst, at kvinderne er uundværlige i islamiseringsprocessen. Men europæerne er nemme at løbe om hjørner med. Få kvinder forestiller sig åbenbart - og få mænd har måske lyst til at sige det højt nu om dage - at kvinder ikke er ædlere skabninger end mænd. Men det er de ikke. Hvorfor skulle kvinder ikke af egen drift kunne vælge en ideologi og et lovsystem, sharialoven, der støtter dødsstraf over frafaldne, vil have stenet ægteskabsbrydere og opfatter homoseksualitet som en forbrydelse mod Gud? Og som påbyder dem at gå helt eller delvist dækket til? Det er dette lovsystem, som burka og niqab og også hijab er et symbol på.

Når man vil diskutere forbud mod burka og lignende skal man efter min mening overveje, om man i et demokrati under angreb vil acceptere, at borgere gennem deres påklædning åbent tilkendegiver, at de ønsker demokratiet erstattet af et totalitært system. Og om ikke 11. september og bomberne i Madrid og London burde gøre det nemmere at afgøre, om det i disse dage er krigstid eller fredstid i Europa og Danmark?

Helle Merete Brix er redaktør af Sappho

Besøg eventuelt 
www.Sappho.dk  
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE