RELIGIONSFRIHED
RELIGIONSFRIHED www.kulturpartiet.dk

OM RELIGIONSFRIHED  Præsenteret her  18 august 2009

 
Jyllands-Posten
 
Kosmopolit: Religionsfrihed

Af Flemming Rose, opinions- og kulturredaktør

Offentliggjort 14.08.09 kl. 03:00

Imamer rundt omkring i verden har brugt argumentet. Det samme har Tyrkiets ministerpræsident, Recep Tayyip Erdogan, og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, og nu nærmer udenrigsminister Per Stig Møller sig samme sprogbrug, når han taler om frihedsrettigheder. Det er rent ud sagt bekymrende. I en nylig kronik i Berlingske Tidende påstår udenrigsministeren således, at der skulle eksistere en modsætning mellem ytringsfriheden og religionsfriheden, og at de to friheder stødte sammen under Muhammed-krisen, fordi forskellige kulturer prioriterer dem forskelligt.

Udenrigsministeren indikerer dermed, at nogle kulturer vægter ytringsfriheden højest på bekostning af religionsfriheden, mens andre lægger mere vægt på religionsfriheden til skade for ytringsfriheden. Det er noget forfærdelig sludder, for kulturer, der lægger vægt på ytringsfriheden, beskytter naturligvis også religionsfriheden og omvendt. Der er ingen modsætning. De to friheder er udelelige, og det ved Per Stig Møller godt, men ikke desto mindre taler han imod bedre viden. Hvorfor?

Jeg ved det ikke, men jeg genkender formuleringen om sammenstød mellem de to frihedsrettigheder fra internationale debatter, og opfattelsen af, at ytringsfriheden kan misbruges til at krænke religionsfriheden, er udbredt. Argumentet lyder som følger: Din frihed ender dér, hvor du begynder at skade andre, eller som der står i den franske menneskerettighedserklæring fra 1789: »Frihed består i retten til at gøre alt, som ikke skader nogen anden.« Den underforståede pointe er, at sange, tegninger, billeder, film og romaner, som ytrer sig på en måde, der opfattes som krænkende af muslimer, skader dem og dermed er et overgreb på deres religionsfrihed.

Den anførte formulering dækker imidlertid kun første halvdel af menneskerettighedserklæringens artikel 4. Hele artiklen lyder således: »Friheden består i retten til at gøre alt, som ikke skader nogen anden; derfor har udøvelsen af ethvert menneskes naturlige rettigheder ikke andre grænser end dem, som sikrer andre medlemmer af samfundet nydelsen af de samme rettigheder.«
Altså: Man kan sige om religion, hvad man vil, så længe man ikke forhindrer andre i at praktisere deres religionsfrihed, og det er det stik modsatte af, hvad fortalerne for den falske modsætning mellem religions- og ytringsfriheden påstår. Men alligevel har denne vildfarelse sneget sig ind i den globale debat, hvor det for et demokrati så fundamentale skel mellem ord og handling bliver stadig mere udvandet. Faktisk har man ingen religionsfrihed, hvis ikke man har retten til at sige nej til religion og man har heller ingen religionsfrihed, hvis ikke man har friheden til at ytre sig kritisk om andres religion. For et par år siden scorede Danmark lavere end normalt i det amerikanske Center for Religious Freedom's årsrapport om religionsfrihed i verden. Forklaringen var ikke, at danske muslimer følte sig krænkede af Muhammed-tegninger. Nej, den lavere rangering skyldtes, at Muhammed-tegnere havde modtaget dødstrusler, fordi de havde brugt deres religions-og ytringsfrihed til at skildre profetens ansigt. Hvis man skal sætte det på spidsen, kan man sige, at blasfemilove er en krænkelse af religionsfriheden, fordi de sætter grænser for, hvordan man kan formulere sig om andres religion. Det synspunkt burde den danske udenrigsminister fremme ude i verden i stedet for at formulere sig uklart om relationen mellem frihedsrettighederne og således levere skyts til de kræfter, der vil dem til livs. Et første skridt kunne være at afskaffe den forældede blasfemilov.

Man har ingen religionsfrihed, hvis ikke man har retten til at sige nej til religion.”




Nu hyler nogle skinhellige præster igen op, denne gang over, at politiet har fjernet nogle illegale personer fra en kirke i København. I denne anledning bringes Sune Dalgårds artikel fra 1997 igen.
 
 

“Hellige hyklere”

 

Synd og skyld og godhed er kristent arvegods, der er blevet politisk på godt og især ondt.

 

Skyldfølelse over for 3. verdens folk er blevet så indekserceret i os, at de fleste virker nærmest hypnotiserede af det. Selvudslettende skal vi vise offervilje over for de fremmede og åbne vore lande for dem.

 

De kristne kirker har deltaget bravt i selvpineriet, kastet sig ud i godheden mod de fremmede “næster” og bidraget til at holde menigmand i ro ved at fremstille dem, der mente noget andet, som moralsk uværdige. Næstekærlighedens maske skjulte det politiske fjæs.

 

Nu har nogle af vor folkekirkes højeste, biskopperne, midt i den politiske tumult om fremmedpolitikken, kastet masken, så ingen kan være i tvivl om deres aktions politiske udspring og hensigt.

 

Ordvalget i deres udtalelser er slebent, men umiskendeligt politisk. Hist og her stikker hestehoven frem. Gruppens førstemand, Københavns biskop Erik Norman Svendsen, undser sig end ikke for at slippe et af den tyske militarismes værste bæster, “der innere Schweinehund”, den berømte “indre svinehund” løs på modstanderne, vel for at karakterisere deres formentlige åndelige habitus (Berl. Ti. 8/11 97).

 

Når det drejer sig om vildtfremmede, der under alskens påskud har maset sig ind i Danmark for at lade sig underholde af danskerne, får en del af Folkekirkens øverste altså pludselig mæle for at bevidne deres “kristne-humanistiske grundlag”. Mærkeligt blot, at disse bekymrede værnere af de svage, der selv sidder i statens højeste stillinger og lønklasser, har kunnet forholde sig tavse til alle de prøvelser og ulykker, som fremmedkursen fra Christiansborg har bragt over de svage og værgeløse blandt deres landsmænd, det folk, hvis kirke de ellers er sat til at lede. Mindes nogen at have hørt deres indsigelser, når danskere dræbtes, kvinder voldtoges, sagesløse overfaldtes, værgeløse udplyndredes eller hele bydele terroriseredes af de fremmede? Blandede de sig i, at frem­med­indstrømningens uhyrlige milliardudgifter forringede gamle danskeres karrige levefod, udpinte vort sundhedsvæsen, fratog masser af vore børn den danske skolegang, vi og de selv havde nydt godt af? Det var let at fortsætte, men det ville vist være som spildte Guds ord på Balle-Lars.

 

Eller måske snarere på hellige hyklere!



Sune Dalgaard

 

Ovenstående afskrevet 3-12-1997 fra DDF’s Internetside:

 

http://www.dendanskeforening.dk



KRISTEN - FORFØLGELSER I VERDEN
er samlet og redigeret af NIELS ERIK SØNDERGAARD udgivet af forskningsforlaget RAFAEL  ISBN 978-87-91107-28-3


Da islam breder sig over hele jordkloden,så er det relevant at vide,hvilke handlinger islam udøver rundt om på jordkloden,for dem der søger sandheden om islam. Er der et globalt mønster ???

Derfor læs denne denne bog.
Hvor mange af Danmarks Præster har læst denne bog ???

Hvad får mange af Danmarks Præster til, at være så venlige over for en religion som islam, der går ind for religionstvang, men ikke for religionsfrihed ???

Jeg spørger bare. M.V.H. Poul Leo Nielsen 



















Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE