STATSKLEPTOMANI
STATSKLEPTOMANI www.kulturpartiet.dk

STATS-KLEPTOMANI  Præsenteret her  7. august 2009

Jeg ser vore Danskeres Politikeres første og vigtigste opgave, som at sikre Danmarks forsatte beståen, og det kræver både økonomi, og til tider militært forsvar, af vores Danske National-love og af vores fælles kulturarv = vore danske skikke og daglige vaner. Det kan gøres på mange måder, og det er efter min opfattelse det, som denne debat drejer sig om, som foregår på (  Jyllands-Postens ) Blog-sider. Hvordan ???

Frontalt

Skrevet af Mikael Jalving

Finanskrise og statskleptokrati

Dato: d. 07.08.09, 10:56
Af: Mikael Jalving
Emner: , ,

Tiden går som bekendt fremad, men opleves jævnligt som tilbageskridt.

F.eks. går der i dette land snart sagt ikke en dag, uden at en eller anden politiker – borgerlig eller socialist, det er efterhånden ét fedt – forslår, at staten skal overtage mere af samfundets aktivitet. Se nu blot Socialdemokraternes forslag om, at staten nu også skal drive bank – udover Nationalbanken.

“Ledighedstallene vokser og det samme gælder antallet af konkurser. Derfor foreslår vi, at staten skal kunne give kredit til virksomhederne,” udtaler partiets næstformand Nick Hækkerup til dr.dk, og han applauderes straks af ekstern lektor i økonomi ved Aalborg Universitet og Copenhagen Business School, Anders Lundkvist, bidragyder til det socialistiske netleksikon, leksikon.org.

En statsbank, altså.

Hvis man vil prøve at forstå denne logik og den ideologiske tankegang, den udspringer af, er det en fordel at træde to skridt tilbage og hente hjælp fra to af Tysklands intellektuelle fyrtårne, den ene afdød, den anden nulevende.

Den første håndsrækning kommer fra idéhistorikeren Reninhart Koselleck (1923-2006), der allerede i sin universitetsafhandling Kritik und Krise tilbage fra 1954 fremførte den moderniseringstese, at overgangen til den moderne tid idémæssigt er karakteriseret ved, at vi nu tror, at fremtiden kan skabes så godt som løsrevet fra tidligere erfaringer.

Vi bliver altså stadig mere historieløse og utopiske, kan man sige, og dermed stadig mere tilbøjelige til at gentage historiens fejltagelser.

Hvor man tidligere på en måde var låst fast – ikke blot teknologisk, social, politisk, men også mentalt som f.eks. i middelalderens verden – stirrer vi i dag forhekset på forandring, fremskridt og andre “bevægelsesbegreber”, og netop disses dominans i den politiske samtale er blevet vor tids mentale bur. Her sidder vi fanget: De stadig voksende forventninger til fremtiden har slugt vores medfødte skepsis og sunde fornuft, ligesom de overleverede erfaringer opfattes som forældede skrøner fra en formørket tid. Plejer er ikke bare død; plejer er stendød.

Denne moderniseringstese kan muligvis forklare både finanskrisens komme såvel som de løsningsforslag og den udbredte panik, vi har været vidne til blandt politikere, økonomer og kommentatorer.

For mht. til krisens årsag i først USA og siden i Europa og resten af verden, så er det netop den ubeherskede optimisme og besyngelsen af evigt fremskridt, der har skabt krisen – sammen med de unaturligt lave rentesatser, helt ned til 1 pct. – først og fremmest i Amerika. Denne kunstigt lave pris på penge og kredit var sammen med den moderne, indgroede optimisme med til at geare samfundsøkonomien op i et urealistisk højt leje, hvor alt syntes muligt, og hvor markedet alene kunne gå en vej: til himmels. Deraf overforbruget og gældsætningen.

Til sidst var risikoen, den risiko, som al kapitalistisk aktivitet er svanger med, fortyndet så meget, og gældsspredningen så uigennemskuelig, at ingen længere kunne overskue konsekvenserne. Resten er allerede historie.

Forslaget om en statsbank bygger grundlæggende set på samme optimisme. Nu er det blot ikke markedets usynlige hånd, men derimod statens klamme hånd, der skal redde os, og det skal nok gå godt, eller rettere, det skal nok gå galt.

Hvorfor skulle statslig kreditvirksomhed kunne afhjælpe krisen? Erfaringen fra det 20. århundrede viser akkurat, hvor farligt det er at sætte staten for bordenden af samfundsøkonomien, både fordi de politikere, der i så fald skal administrere den, er styret af helt andre, personlige og ideologiske hensigter end dette at tjene penge under respekt for gældende lov – og fordi en unaturligt høj kreditvækst netop er opskriften på økonomisk krise og recession.

Netop denne erfaring fra det forrige og skelsættende århundrede er på vej ud i glemslen. Nu giver vi automatisk markedet skylden for finanskrisen. Men ingen markeder er perfekte. Ingen markeder er perfekte, eftersom fordi ingen kan have komplet information, heller ikke på et marked. Hvis man kunne have eller indsamle komplet information, var der slet ikke behov for et marked. Så ville det i stedet være mere rationelt at sætte sig ned omkring et bord og planlægge al produktion, trimme udbud og efterspørgsel og dermed skabe social harmoni, sådan som forrige århundredes planøkonomer mente. Hvad markedet er god, ja, suverænt god til, er just at sprede information og således rette op på fejl, virksomheders såvel som politikeres fejl. Korrektion. Reality check. Fingeren i jorden. Alt sammen til forbrugernes fordel.

Dagens anden tysker er filosoffen Peter Sloterdijk. Han advarer i juli-nummeret af det politiske magasin Cicero ligeledes mod den tiltagende panik i politiske kredse og regeringer Europa over – og kalder slet og ret tendensen for statskleptokrati, altså statstyveri.

Det er finanskrisen, som har givet statskleptokratismen et comeback, skriver han og minder om, at stater kan være mindst ligeså griske som aktører på markedet.

Det ofte stillede spørgsmål, hvorvidt kapitalismen vil overleve finanskrisen, er forkert stillet, mener Sloterdijk, fordi vi – og her tænker han i første omgang på tyskerne, men vi andre kan også tale med – slet ikke lever i en kapitalistisk orden, men snarere i en semi-socialistisk vision.

Officielt kalder vores velfærdspartier denne vision for et “socialt markedssamfund”. Reelt er der dog tale om, at enhver finansministers drøm er at blive sammenlignet med Robin Hood, hvorfor de svage og udsatte naturligvis bliver flere og flere og vejer stadig tungere i vælgermassen. Ikke for ingenting lyder statskleptikratiets gyldne motto da også: Hvor mange vil have meget, må mange begunstiges.

Tyveriet vil således fortsætte derudad – indtil, det er i hvert fald min fremtidsforventning – velfærdsstaterne i en ikke så fjern fremtid braser sammen som korthuse, ligesom vi har set med de tidligere så herostratisk berømte banker og kreditselskaber i løbet af det seneste år.

Men hvem skal så hjælpe staten, når den ikke længere kan finansiere sig selv? Som altid: skatteyderne. Problemet er blot, at der bliver stadig færre af dem, og stadig flere af de andre, skattenyderne. Som erhvervsmanden Asger Aamund sagde til JP i denne uge:

“I 2020 vil 40 pct. af danskerne være over 60 år, og tre af fire vil være på offentlig forsørgelse, og der vil kun være 1 mio. tilbage til at forsørge dem. Det er en kæmpe offentlig forsørgerbyrde, og vi er på vej ind i et dødens gab.”

Velkommen til fremtiden, siger jeg bare.

 

Reinhart Koselleck på dansk: Begreber, tid og erfaring. En tekstsamling, redigeret af Jens Busck, Jeppe Nevers og Niklas Olsen, Hans Reitzels Forlag 2007.



Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE