ET SEKULÆRT SAMFUND
ET SEKULÆRT SAMFUND www.kulturpartiet.dk

Kronik: Er samfundet sekulært?

Af John W. Hørbo, pastor emer., Nykøbing S.

Offentliggjort 25.10.12 kl. 03:00  på  http://www.jp.dk/

Lever vi i et sekulært samfund ? Ja, det påstår vore politikere, mange meningsdannere, journalister og andet godtfolk, som føler sig kaldede til at kortlægge situationen for os andre.

Få et godt tilbud
på Danmarks største avis.
Indtast dit postnummer


Men hvad menes der egentlig med ordet "sekulært". Udfra den sammenhæng, hvori påstanden rejses, må man slutte, at der menes et samfund, som ikke tilkender religionen nogen gyldighed, når der skal udtænkes retningslinjer for lovgivning og målsætninger for den enkeltes liv og det fælles liv i samfundet. Der skal lovgives sekulært, der skal anlægges et sekulært menneskesyn, og der skal opdrages sekulært. Skolen må ikke påvirke i religiøs retning, men skal fastholdes på det sekulære, siger det sekulære samfunds fortalere.

Vi ser, at islamiske stater håndhæver religiøst begrundede regler, gennem det politiske system. Sådan noget vil vi ikke have indført. Tværtimod går sekulariteten så langt, så at man indfører forbud mod religiøse symboler, hvor personer optræder i offentlighedens tjeneste.

Kravet om sekularitet betyder, at gyldigheden af et synspunkt afgøres gennem debat. Betyder det, at alt er til diskussion og intet har evig gyldighed, ja, at alt er relativt? Nej, så langt vil fortalerne for det sekulære ikke gå. Sekulært betyder netop ene og alene, at religionen ikke skal være bestemmende som det grundlæggende udgangspunkt. Men man vil dog ikke hengive sig til en situation, hvor intet står fast. Der må være noget, som ikke kan diskuteres. Enhver politisk debat og al debat om moral og livsanskuelse må være bundet af en grundregel, hvis diskussionen overhovedet skal have mening og ikke blive til ren magtkamp.

Der er noget, som må anses for universelt og gyldigt til enhver tid, altså evigt gyldigt for at man overhovedet kan samtale. Hvis det er rigtigt, at demokrati er samtale, så er det også rigtigt, at skal en samtale have mening, må den forudsætte en fælles grundregel. Uden en sådan kan man jo kun proklamere sit synspunkt. Nogle af tidens debatter nærmer sig denne råben i hovedet på hinanden, fordi man i grunden ikke er enig om noget. Så er demokrati ikke samtale, men magtkamp mellem grupper og personer, og nogle har vel den mistanke, at sådan er det egentlig.

Men lad os nu være rare og antage at parterne ser sig bundet af et sekulært udgangspunkt. De vil være ikke-religiøse, men de vil dog ikke være neutrale eller relativister. Der må være noget, man binder det hele op på, og som faktisk erstatter religionen.

At samfundet er sekulært kunne lyde, som om det er neutralt. Men neutralitet i livsanskuelse og politisk opfattelse er jo en umulighed. Så vil man måske dække sig på anden måde og påstå, at det er rationaliteten, man går udfra.

Det er fornuften, der regerer. Men den går heller ikke, for den er ikke entydig. Den er jo blot et redskab. Hvad er fornuftigt? Det kan man ikke afgøre, hvis ikke man ser et mål og en hensigt for sig. Det religionstomme rum må og skal møbleres med noget andet.

Man er tvunget til at have en religionserstatning, og denne religionserstatning hedder kort og godt menneskets ret til livet. Ud fra selvopholdelsesdriften, som er universel, drager man konklusionen: Vor ret til livet. Vi lever, derfor har vi ret til livet. Det stod ikke skrevet noget sted, men så nedskriver man det på et stykke papir, vedtager det i diverse forsamlinger, føjer udfra grundrettigheden nye rettigheder til.

Retten til lykke, retten til undervisning retten til social bistand, og det hele bliver til et kæmpe lovkompleks, som internationale jurister overtager, fortolker og dømmer udfra. Juristerne er blevet det sekulære samfunds præsteskab.

Umærkeligt er tanken om, at alt kan diskuteres og afgøres gennem debatter, tilmed demokratiske debatter, blevet til, at alt er afgjort udfra grundsætningen: Vor ret til livet.

Det, som er sket, er, at den grundlæggende norm har afgjort sandheden på forhånd, så samtalen forvandles til en fortolkning af grundreglen, og det er juristernes sag at udlægge det.

En demokratisk forsamling som Folketinget kan holde møder og vedtage love udfra en fri debat, som påstås at være sekulær, fordi intet er afgjort på forhånd, men det hele er en skinmanøvre, fordi den egentlige grundlov, der udgøres af de internationale aftaler, som grunder sig på tanken om menneskets ret til livet, har afgjort det hele på forhånd. Hvis den demokratiske forsamling ikke kommer frem til det facit, som allerede står i de internationale reglers facitlisten, så er det en ommer. Det ser vi i dag.

Det, som var det værste ved den religiøse tilgang til samfundsindretningen, nemlig at man opererer med en evig sandhed, og derfor ikke frit kan afgøre sagerne, er kommet tilbage til os i skikkelse af tanken om menneskets ret til livet nedfældet i den moderne bibel, som hedder menneskerettighederne.

Talen om det moderne samfunds sekularitet handler således i virkeligheden om en falsk sekularitet.

Ægte sekularitet er netop kendetegnet ved, at intet er givet på forhånd. At alt virkelig kan diskuteres. Men kræves der dog alligevel ikke en grundregel, en spilleregel, som til forskel fra den falske sekularitet, så ikke i sig selv afgør tingene på forhånd?

Jo, selvfølgelig.

Og den spilleregel hænger faktisk sammen med kristendommen, som er garanten for virkelig sekularitet.

Vi finder denne spilleregel i de ti bud. Hvordan det?

De ti bud byder ikke på nogen livstydning, hvilket netop er forudsætningen for sand sekularitet. Når der ikke er nogen livstydning, når man ikke kan sige, hvad det hele går ud på, så kan man ikke lave en facitliste, så må man netop diskutere sig frem. Men hvad fastsætter de ti bud som grundreglen?

De ti bud kan sammenfattes i et eneste bud: Hold nallerne fra det andet menneskes liv og integritet. Det er et negativt bud. Et forbud. De ti bud har smittet af på den danske grundlov i den forstand, at grundloven kan opfattes som en beskyttelse af den enkeltes liv mod magthavernes overgreb.

Der siges i de ti bud ikke andet end, at du skal respektere det andet menneskes liv og lade hans ejendom være i fred.

De ti bud er, som det er blevet sagt, et værn om ejendomsretten, og med den spilleregel alene, kunne vi begynde at tale om virkelig sekularitet.

Her ved vi ikke, om den anden har ret til livet, vi ved bare, at vi har ikke nogen ret til at blande os i hans liv og true hans ejendom. Det er den afgørende forskel. Der er ikke opstillet nogen anden etik end befalingen om at lade det andet menneskes liv være i fred.

Dette udgangspunkt for al slags politik fra socialpolitik over skolepolitik til udenrigspolitik er et rædselsfuldt scenarium for geskæftige politikere, som vil stå for udviklingen, opdragelsen, menneskesynet, fremskridtet, det moderne samfund o.s.v. De opfatter nemlig sig selv, som dem, der skaber og former fremtiden, hvilket er et enormt selvbedrag, fordi deres egentlige arbejde altid består i at dæmme op på for de mest påtrængende problemer, og det er en beskæftigelse, som kun til en vis grad har succes.

Hvorledes ville det virkelige sekulære samfund så egentlig se ud?

I udenrigspolitikken ville det stå klart at russere er russere, svenskere er svenskere og danskere er danskere og det forhold er betinget af historie og tradition. De er, som de er hver på deres måde, men det skal respekteres, at vi hver for sig har vores måde at ordne os på. Hold nallerne for dig selv og byg dit eget hus og bevar et godt forhold til naboen. Her ligger udgangspunktet for den sekulære stats udenrigspolitik.. Man holder på grænserne, men snakker sammen og slår gode handler af. Der skal og kan ikke skabes et nyt verdenssamfund. Det ved den sekulært tænkende.

Retspolitikken i det sekulære samfund er seriøs. Man ved at mennesket er uforbederligt, derfor er meningen med straf ikke et forsøg på at lave om på folk. Hold nallerne væk. Men straf sætter skel mellem godt og ondt og hindrer selvtægt. Aldrig i verdenshistorien er der opfundet en metode til at gøre menneskene gode. Egentlig er der kun opfundet politiske metoder til at gøre dem ringere. Totalitær ensretning kan nedbryde den enkeltes dømmesans, og den tendens fornemmes, hvor sekulariteten er falsk.

Den sekulære socialpolitik ved, at der er svage mennesker. Det kræver et sikkerhedsnet. Der skal være hospitaler og med moderne videnskabs muligheder er fordringer til den side af sagen den største i et moderne samfund.

Skolepolitikken giver sig selv. Hold nallerne fra børnenes holdninger, men giv dem faglighed og en dertil svarende arbejdsmoral, som bunder i respekt for faget.

Nej, vi lever ikke i et sekulært samfund, men pseudoreligiøsiteten gennemsyrer det hele. Citat slut.


Besøg også  http://www.siad.dk/ 

Hvis der skulle være en enkelt indbygger i Danmark, der ikke kan huske Bibelens 10 bud, så kan hukommelsen opfriskes her.

1   Du må ikke have andre guder
2   Du må ikke misbruge herren din Guds navn
3   Du skal holde hviledagen hellig
4   Du skal ære din far og mor
5   Du må ikke slå ihjel
6   Du må ikke bryde ægteskabet
7   Du må ikke sjæle
8   Du må ikke afgive falsk vidnesbyrd mod din næste
9   Du må ikke begære din næstes hus
10 Du må ikke begære din næstes hustru eller folk eller fæ
    
eller noget,der hører din næste til

Her er så præsenteret Demokratiets Danske Reference-ramme.

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE