GAZA og ISRAEL
GAZA og ISRAEL www.kuylturpartiet.dk

GAZA og ISRAEL og en FORKLARING  10 - 01 - 09

Union_for_the_Mediterranean.correct

Gaza-konfliktens rødder

Af Nonie Darwish (frafalden muslim)

Med de nuværende voldsomme begivenheder i Gaza har verden brug for at forstå rødderne til denne endeløse konflikt. Ellers narrer vi bare os selv til at håbe på fred.  I årtier har arabere krævet, at Israel afsluttede "besættelsen", hvilket Israel så gjorde i 2005 gennem ensidig tilbagetrækning fra Gaza.  
Da kravene var opfyldt, var der ikke nogen "voldscyklus" at besvare, ingen yderligere retfærdiggørelse for andet end fred og fremgang.  Med sin centrale placering og vidunderlige Middelhavsstrande kunne et fredeligt og blomstrende Gaza være blevet et nyt Hong Kong; et strålende handelscenter. Men i stedet for at vælge fred valgte palæstinenserne islamisk jihad. De rullede deres raketaffyringsramper op til grænsen og begyndte at bombe civile israelere.
For at forstå, hvorfor palæstinenserne valgte vold frem for fred, er det nødvendigt at kæde muslimske staters adfærd sammen med islams love: Sharia.
Traditionelle Sharia-bøger definerer jihad som: "at føre krig mod ikke-muslimer for at etablere religionen." (Shafi'i Sharia o9.0).
Jihad er ikke bare den enkelte muslims pligt. Det er også en pligt for den Muslimske Statsleder (Kaliffen):

"En muslimsk kalif er betroet at føre sit folk i krig og kommandere offensiv og aggressiv jihad. Han skal organisere jihad mod enhver ikke-muslimsk regering, der forhindrer muslimsk da'wah (betyder at prædike og sprede islam) adgang til dens land." (Shafii Law o25.0 to o25.9).

Sharia law# o25.9 fastslår:

"(Når kaliffen udnævner en hersker over en region, indeholder hans pligter) hvis området har en grænse med fjendeland, (skal han) iværksætte jihad mod fjender, dele krigsbyttet mellem de kæmpende og sætte en femtedel af til værdigt trængende."
Ligeledes:

"Kaliffen fører krig mod jøder, kristne og zoroastrianere, indtil de bliver muslimer eller i stedet betaler den ikke-muslimske kopskat, under forudsætning af, at han først har inviteret dem til at træde ind i islam eller betale Jizya, den ikke-muslimske kopskat (i overensstemmelse med Allah Den Ophøjedes ord Kapitel 9 vers 29)."
Zia-Ul-Haq, tidligere Præsident i Pakistan, sagde: "jihad med hensyn til at føre krig er en kollektiv forpligtelse for den Muslimske Ummah."

En af islams førende lærde i det 20. årh., Sheikh Maolana Maududi, sagde:

"Islam ønsker at ødelægge alle stater og regeringer på jordens overflade, der modsætter sig islams ideologi og program, uanset hvilket land eller nation, der regerer det. Formålet med islam er at oprette en stat baseret på dens egen ideologi og program ... formålet med islamisk jihad er at eliminere uislamiske systemers hersken og i stedet etablere et islamisk statsstyresystem. Det er ikke islams hensigt at begrænse denne revolution til en enkelt stat eller nogle få lande; islams mål er at tilvejebringe en universel revolution."
Nogle mennesker synes at tro, at sådanne love bare er historiske overleveringer i bøger, men ikke i praksis noget, der kontrollerer muslimers tankegang. Men det er den slags benægtelse, vi ikke har råd til; disse love behersker hjerter, sind og handlinger hos et flertal af enkeltmuslimer og stater rundt omkring i verden i dag.
Disse tekster bliver indlært, prædiket og fremmet som Guds uomstødelige og evige ord, og de bliver støttet af saudiske oliedollars over hele verden, herunder vestlige lande såsom Storbritannien og USA.
Ingen muslimsk leder kan overleve i et muslimsk land, hvis han annoncerer afslutningen på jihad mod ikke-muslimske lande og stater, og at alle henvisninger til jihad i islamisk lov ikke gælder i dag.
At behandle ikke-muslimske nabolande og individer som ligeværdige, med respekt og i fred uden at forsøge at konvertere dem til islam er ganske enkelt i modstrid med Islamisk Lov.
Muslimske ledere, der vover at gå imod denne teologi, bliver kaldt forrædere og Vestens - Den Store Satans - lakajer.
Det er en betegnelse, ingen muslimsk leder ønsker at få klistret på sig.  Da Egyptens præsident Anwar Sadat underskrev fredsaftalen med Israel i 1979, fortalte han sine fortrolige, at han vidste, at han havde underskrevet sin egen dødsdom. Han forstod, at under Sharia måtte han føre permanent krig mod det ikke-muslimske Israel.

Hvordan kan en muslimsk leder eller en menig muslim komme udenom de hundredvis af Koran- og Hadith-befalinger til muslimer om at dræbe jøder og kristne?
Koran 9:29 "Bekæmp dem, der ikke tror på Allah, indtil de betaler jizya i villig underkastelse og føler sig undertrykte." Koran 9:5 "Dræb de vantro, hvorend I møder dem." Koran 47:4 "Når I møder de vantro, så hug hovedet af dem."

En muslimsk leder kan ikke se sine fanatiske muslimske undersåtter i øjnene efter at have truffet en beslutning om at indgå venskab og fred med jøder. Moskeer over hele Mellemøsten reciterer trods alt Muhammads befaling til muslimer:

"Timen [Genopstandelsen] vil ikke ske, før muslimerne bekæmper jøderne og dræber dem. Og jøderne vil gemme sig bag klippen og træet, og klippen og træet vil sige: åh, muslim, åh Allahs slave, der er en jøde bag mig, kom og dræb ham!" (Sahih Muslim 41:6985, og ligeledes Sahih Bukhari 4:52:177)

Denne Hadith, udstedt af Muhammad, gør det ulovligt for en hel gruppe mennesker overhovedet at eksistere. Den blev udstedt i det 7.årh., og ikke efter dannelsen af staten Israel i 1948. Den er ikke et svar på nutidige klagesager; det er en permanent befaling.

Mange muslimer hævder, at arabere og jøder levede fint sammen i mange år før 1948.  Men den påstand ignorerer det faktum, at jøderne måtte leve som dhimmier under Islamisk Lov og aldrig havde lov til at regere sig selv uden for Islamisk Sharia.  Når muslimer var svage, behandlede de ofte deres dhimmi-undersåtter godt og ignorerede befalingerne om at dræbe, underkue og ydmyge dem. Men jødehad er indbygget i islamiske skrifter, der under dødsstraf ikke tillader reformation.
Dette er det virkelige grundlag for den arabisk-israelske konflikt: det er ikke en konflikt om land eller besættelse men en guddommelig forpligtelse på at udrydde det ikke-muslimske naboland Israel, hvor jøderne ikke længere er dhimmier, men er fri til at regere sig selv. Vi kan ikke ignorere roden til problemet i muslimske skrifter. Der er den virkelige kraft bag hadet og propagandaen i jihadist-maskinen mod jøder i den muslimske verden.

Visse muslimer fortæller mig, at de ikke tror på Sharia og spørger, hvorfor jeg gør sådan et stort nummer ud af det. Mit svar er, at Sharia er loven i 54 muslimske lande, og mange muslimske grupper kræver Sharia i Vesten. I 1990 underskrev 45 muslimske lande Cairo Menneskerettighedserklæringen, der fastslog, at Sharia har forrang i forhold til FN's Universelle Menneskerettighedserklæring.

Den muslimske verden må give sine hellige love, skrifter, hellighandlinger, læresætninger og prædikener et eftersyn og reformere de forhindringer for fred, der har dømt dem til permanent jihad-tilstand.
Den ikke-muslimske verden skal ikke gøre sig nogen illusioner.

 

Oversat og bearbejdet fra engelsk:  www.durban2.dk

http://www.frontpagemag.com/Articles/Read.aspx?GUID=A62F2052-D925-4DC7-A564-8CAD1C939D9B



Fredsaftalen ved Hudaybiyah = En fredsaftale med Muhammed

En afgørende begivenhed i Muhammeds liv var = fredsaftalen ved Hudaybiyah. Muhammed var draget mod Mekka med en betydelig styrke, og muslimernes håb om endelig at generobre den by, de var blevet smidt ud fra seks år tidligere, var stort. De blev  imødegået af Mekkas indbyggere, og efter nogle kampe indgik Muhammed - til muslimernes store forbløffelse - ikke bare en fredsaftale, men han fraskrev sig samtidig profetværdigheden i aftalens slutdokument.
 Muhammed beroligede dog muslimerne med, at den slags aftaler med vantro ikke har stor betydning uanset, at de er nedfældet på skrift, for hvis muslimerne frygter svig fra modpartens side, kan den slags aftaler brydes ensidigt.
 Dette har stor betydning som eksempel for islamiske ledere i dag. Yasser Arafat forpligtede i Oslo-aftalerne palæstinenserne til at anerkende staten Israel, fjerne anti-semitistisk materiale fra deres skoler og gennemføre andre tillidsskabende foranstaltninger. Dette skulle ske som forbereddelse til en endelig fredsslutning med Israel, men vakte stor utilfredshed blandt palæstinenserne. Arafat brugte på palæstinensisk TV Muhammeds eksempel i Hudaybiyah til at forklare, at den slags aftaler med vantro ikke nødvendigvis skal overholdes. Den dag i dag ( 2010 ) er hovedparten af Oslo-aftalerne ikke overholdt fra palæstinensisk side. Citat slut.



Hvis du vil forstå kampen for ytringsfriheden og kampen for Danmarks forsatte selvstændighed og frihed, er der meget viden at hente i bøger. De bøger jeg anbefaler her, er skrevet på Dansk, og er derfor tilgængelige bøger, også for dem der ingen studenter-eksamen har. Desuden er flere af disse bøger rimeligt billige, og er derfor rimeligt tilgængelige, for familier med mindre indkomster. For at begynde ved begyndelsen, så vil jeg anbefale denne bog som den første =

MUHAMMEDS  LIV 
er forfattet af Ibn Ishaq og oversat til Engelsk af professor A. Guillaume og oversat til dansk af =
HENRIK RÆDER CLAUSEN  og er udgivet af  
Forskningsforlaget  RAFAEL. ISBN 87-91107-19-9K


TIL ORIENTERING = MUHAMMED ER FORBILLEDE FOR ALLE MUSLIMER.

www.DKsamling.dk stiftet 1936 sælger bogen
NATIONERNES NØDVENDIGHED af ROGER SCRUTON som kan Google,s. Meget oplysende læseværdig bog.



http://www.islam-info.dk/
Koranen
artikeldatabase.



1400 års krigen af forfatterne
Lars Hedegaard  og  Mogens Camre
Islams strategi. EU og frihedens endeligt.
ISBN 978-87-92417-06-0   276 sider pris 279,00 kr.

www.trykkefrihed.dk
http://www.bibliotek.trykkefrihed.dk
www.Google.dk



1400 års krigen

- Islams strategi, EU og frihedens endeligt

Lars Hedegaard, Mogens Camre

kr. 176,95
  • DER ER TO principielt forskellige måder at forholde sig til indvandringen ? og specielt den muslimske indvandring ? på. Den ene kunne man kalde den moralske eller rettighedsbaserede tilgang. Den tager udgangspunkt i, hvad man anstændigvis bør mene om indvandringen, og appellerer til
    DER ER TO principielt forskellige måder at forholde sig til indvandringen ? og specielt den muslimske indvandring ? på. Den ene kunne man kalde den moralske eller rettighedsbaserede tilgang. Den tager udgangspunkt i, hvad man anstændigvis bør mene om indvandringen, og appellerer til kristen syndsbevidsthed og til et alment vestligt skyldkompleks, der baserer sig på forestillingen om, at de fleste af verdens fortrædeligheder kan føres tilbage til vestlige ugerninger ? middelalderens korstog, den katolske kirkes tyranni, den transatlantiske slavehandel, den imperialistiske udplyndring af kolonierne, nazismen, den hvide mands hang til fremmedhad og racisme, Israels overgreb på palæstinenserne, amerikanernes krige i Irak og Afghanistan osv. Som følge af denne tunge historiske arv kan vi ikke være andet bekendt end at lukke enhver, der påstår at være forfulgt eller værdigt trængende, ind i landet, så de kan få deres retmæssige del i vores overflod og være med til at bestemme om landets fremtid. Og vi har jo ikke noget at miste, da vores kultur er så gennemrådden, at den ikke er værd at bevare endsige forsvare. Så er vi langt bedre tjent med den kulturberigelse, som indvandringstilhængerne forestiller sig bliver resultatet af det multikulturelle samfund. I den daglige politiske kamp plejer indvandringstilhængerne at bruge to argumenter: For det første det økonomiske argument, at Danmark og andre vestlige lande med ringe eller negativ befolkningstilvækst er tvunget til at importere arbejdskraft udefra, hvis vi vil opretholde velfærdsstaten og have tilstrækkeligt med hænder til at passe vores aldrende befolkning. Som vi skal vise, er dette argument for længst gennemhullet. Planløs indvandring baseret på indvandrernes ønsker, behov og menneskerettigheder bidrager ikke til at løse de udviklede landes demografiske og økonomiske problemer, men forværrer dem. Endvidere argumenterer fortalerne for den rettighedsbaserede tilgang til indvandringen ved at henvise til internationale konventioner, som vi har underskrevet, og som har forrang for national lovgivning. I forhold til de internationale konventioner spiller økonomiske eller nationale hensyn ingen rolle. Konventionerne hævdes nemlig at udstyre ethvert menneske på jorden, der kan skaffe sig rejselejlighed til Danmark og stille med en passende forklaring, med visse rettigheder ? herunder retskrav på asyl, familiesammenføring, offentlig understøttelse og til ikke at blive sendt tilbage, hvis hjemlandet ikke lever op til vestlige normer for retspleje ? uanset om konsekvenserne bliver en underminering af tilflugtslandenes økonomi, stabilitet og demokratiske orden. Den anden tilgang til indvandringen ? som er denne bogs ? kunne man kalde »den realistiske«. Den tager ikke udgangspunkt i moral, vestlig syndsbevidsthed eller henvisning til konventioner, men undersøger indvandringens historisk konstaterbare konsekvenser. Derfor anskuer den ikke alle indvandrere som én grå masse. Indvandring har vidt forskellige konsekvenser, afhængigt af hvem indvandrerne er, og med hvilke motiver og forhåbninger de bryder op fra deres land for at tage til et nyt. Visse indvandrergrupper har uden nævneværdige problemer fundet sig til rette i forskellige udviklede lande, selv om de i visse tilfælde kommer fra klodens fjerneste egne. De er blevet til velintegrerede, produktive og velanskrevne medborgere, der påkalder sig ringe opmærksomhed i den offentlige debat og i de officielle statistikker. Imidlertid er der en anden kategori af indvandrere ? og her taler vi altovervejende om indvandrere med en muslimsk kulturbaggrund ? der har meget vanskeligt ved at føle sig hjemme i et vestligt samfund som det danske. Eller som direkte afviser at lade sig integrere i en kultur, som deres religion forpligter dem til at afvise og bekæmpe. Men heller ikke når det gælder utilpassede muslimske indvandrere, vil vi i denne bog anlægge moralske betragtninger. Vi kan ikke bebrejde rettroende muslimer, at de følger deres religions påbud. Hvis man endelig skulle placere ansvaret for, at Danmark i dag står med næsten uløselige integrationsproblemer, der truer velfærdsstaten, demokratiet og samfundets sammenhængskraft, må det tilkomme de beslutningstagere, der har åbnet porten for den muslimske masseindvandring. Vi taler om folk på samfundets højeste poster inden for politik, administration, retshåndhævelse, den akademiske verden og meningsformidlingen, der havde alle muligheder for at kunne forudse følgerne, men som i stedet præsenterede befolkningen for skønmalerier af, hvor godt dette sociale eksperiment ville ende, blot gammeldanskerne ville udvise den fornødne tolerance og ikke være så racistiske og fremmedfjendske. Nu står vi over for et stadigt voksende katalog af problemer, som ingen synes at have nogen løsning på. Vi ved kun én ting: Intet vil nogen sinde blive, som det var. Nogle præciseringer Erfaringsmæssigt bliver enhver bog med denne tilgang kritiseret for at »skære alle muslimer over én kam«. Det har vi imidlertid ikke gjort, som det vil fremgå. Vi skelner mellem islam, sådan som ideologien fremstår ifølge dens egne kanoniske skrifter og de skriftkloges hegemoniske udlægning af dem, på den ene side, og muslimer på den anden. Den almindelige muslim bærer ikke noget ansvar for den ideologi, han eller hun er blevet indprentet fra sin spæde barndom. Vi ved, at mange gerne ville bryde ud af islams totalitære spændetrøje, hvis det var muligt uden at risikere udstødelse eller død. Mange har allerede gjort det, og vi citerer adskillige af dem. Ulykkeligvis har EU og Europas nationale regeringer og myndigheder i næsten alle tilfælde valgt at føje eller føre »dialog« med præcis det herskerlag inden for islam, hvis magt beror på, at muslimer nægtes et liv i frihed. Hvis europæerne sadlede om og i stedet støttede og opmuntrede sekulært tænkende muslimer, og hvis de tilskyndede til en fri offentlig og videnskabelig debat om islams væsen i stedet for at forsøge at undertrykke den, ville den muslimske indvandring formentlig ikke udgøre den fare for Vestens frihed, som vi i dag kan konstatere. En anden yndlingsindvending mod enhver, der tager islams selvforståelse alvorligt, er, at det står lige så galt til med kristendommen og jødedommen. Hvis påstanden var rigtig, ville vi stå med betydelige forklaringsproblemer: Hvordan kan det være, at den vestlige civilisation, vi kender i dag, kan smykke sig med demokrati, ytringsfrihed, religionsfrihed, personlig frihed og ligestilling mellem kønnene ? alt sammen noget, der stort set er fraværende inden for den mulimske kulturkreds ? hvis kristendommen og jødedommen er præcis lige så tyranniske som islam? Og hvis Vestens frihed beror på, at det er lykkedes det sekulære samfund at holde kristendom og jødedom i ave, hvorfor er noget lignende så ikke sket i Islams Hus? Det skal også præciseres, at den islam, vi præsenterer i denne bog, er den din (den totalideologi), der idag propageres af en konsensus blandt de skriftkloge ved islams mest ansete og indflydelsesrige lærdomscentre. Om denne selvforståelse har nogen sammenhæng med det, som Muhammed prædikede eller foretog sig ? hvis han overhovedet har levet ? er omstridt. Som vi kort skal berøre, tyder meget på, at den islam, der blev fikseret og kanoniseret senest i det 10. århundrede, ikke nødvendigvis har ret meget at gøre med den lære eller praksis, der fremstod i Muhammeds levetid, dvs. indtil 632, og at påstanden om en religion, der én gang for alle blev fastlagt af Allahs åbenbaringer til profeten, er fiktion. Det afgørende i denne bogs sammenhæng er imidlertid ikke, hvad der faktisk skete i de første årtier af det 7. århundrede i Den Arabiske Halvøs vestlige udkant, men hvad muslimer tror, der skete. Det er denne tro, der i mere end tusind år har bestemt islams forhold til resten af verden, og det er derfor den, vesterlændinge må forholde sig til. Enhver kritisk brug af islamiske kilder bliver uvægerligt mødt med den indvending, at citater er taget ud af sammenhæng ? eller »kontekst«, hvis det skal lyde særligt tungtvejende. Men som enhver kan overtyde sig om ved at læse lidt i en Koran eller forskellige hadith-samlinger, der kan findes på nettet, er der ingen sammenhæng. Versene og haditherne kommer hulter til bulter og indgår med ganske enkelte og meget korte undtagelser ikke i sammenhængende fortælleforløb, som dem man f.eks. finder i Det Gamle og Det Ny Testamentes bøger og evangelier. Der er ganske vist forskere, som har prøvet at organisere Koranen på en tematisk mere logisk måde, men det er ikke disse omskrivninger, islams autoriserede udlæggere bygger deres teologi på. Endelig plejer islam-kritikere at få revet i næsen, at man skal beherske »klassisk arabisk« for at kunne forstå Koranens indhold. Som vi kort skal berøre, er der imidlertid tvivl om, hvilket sprog Koranen er skrevet på. »Klassisk arabisk« ? et sprog, der ikke blev talt på den egn, hvortil Muhammeds liv og gerninger er henlagt ? kan det dårligt være. Desuden: Hvis beherskelse af »klassisk arabisk« skulle være en betingelse for at kunne forstå islams kanoniske skrifter, må man konkludere, at det store flertal af verdens muslimer, ikke har en chance for at vide, hvad deres religion går ud på, da de bor i ikke-arabisk-talende lande som Indonesien, Bangladash, Indien, Pakistan, Iran, Afghanistan, Tyrkiet og Nigeria. Bogen rummer et utal af citater, og det er et helt bevidst valg. Da vores angrebsvinkel ? som er at analysere kultursammenstødet mellem islam og ikke-islam ud fra islams selvforståelse i stedet for at lægge Vestens dominerende forestillinger om islam til grund ? vil forekomme mange at være skandaløs, har vi ment det bedst så vidt muligt at lade dramaets personer tale for sig selv i stedet for blot at referere deres synspunkter. Enhver, der har tålmodighed til at slå kilderne op, kan så ved selvsyn finde ud af, om noget er taget ud af sammenhæng. Manuskriptet er blevet til i et samarbejde mellem de to forfattere, der be

    Denne e-bog er til download - ved køb sendes et downloadlink via e-mail.

    Ved køb af e-bøger leveres ydelsen på en fil efter køb. Der er ikke fortrydelsesret på disse filer, da der gives samtykke til strakslevering ved købsaftalens indgåelse.

    For at downloade og læse en e-bog med digital kopibeskyttelse (DRM / ophavsretlig beskyttelse) skal du have installeret programmet Adobe Digitals Editions og have registreret dig som bruger af dette program hos Adobe.
    Programmet kan downloades her:
    www.adobe.com/products/digitaleditions


    Produktdetaljer
    206 Sider
    Trykkefrihedsselskabets Bibliotek
    -
    1. udgave
    dan
    9788792417060
    epub
    368 KB
    DigitalVandmaerkning





1400 års krigen

- Islams strategi, EU og frihedens endeligt

Lars Hedegaard, Mogens Camre

kr. 176,95
  • DER ER TO principielt forskellige måder at forholde sig til indvandringen ? og specielt den muslimske indvandring ? på. Den ene kunne man kalde den moralske eller rettighedsbaserede tilgang. Den tager udgangspunkt i, hvad man anstændigvis bør mene om indvandringen, og appellerer til
    DER ER TO principielt forskellige måder at forholde sig til indvandringen ? og specielt den muslimske indvandring ? på. Den ene kunne man kalde den moralske eller rettighedsbaserede tilgang. Den tager udgangspunkt i, hvad man anstændigvis bør mene om indvandringen, og appellerer til kristen syndsbevidsthed og til et alment vestligt skyldkompleks, der baserer sig på forestillingen om, at de fleste af verdens fortrædeligheder kan føres tilbage til vestlige ugerninger ? middelalderens korstog, den katolske kirkes tyranni, den transatlantiske slavehandel, den imperialistiske udplyndring af kolonierne, nazismen, den hvide mands hang til fremmedhad og racisme, Israels overgreb på palæstinenserne, amerikanernes krige i Irak og Afghanistan osv. Som følge af denne tunge historiske arv kan vi ikke være andet bekendt end at lukke enhver, der påstår at være forfulgt eller værdigt trængende, ind i landet, så de kan få deres retmæssige del i vores overflod og være med til at bestemme om landets fremtid. Og vi har jo ikke noget at miste, da vores kultur er så gennemrådden, at den ikke er værd at bevare endsige forsvare. Så er vi langt bedre tjent med den kulturberigelse, som indvandringstilhængerne forestiller sig bliver resultatet af det multikulturelle samfund. I den daglige politiske kamp plejer indvandringstilhængerne at bruge to argumenter: For det første det økonomiske argument, at Danmark og andre vestlige lande med ringe eller negativ befolkningstilvækst er tvunget til at importere arbejdskraft udefra, hvis vi vil opretholde velfærdsstaten og have tilstrækkeligt med hænder til at passe vores aldrende befolkning. Som vi skal vise, er dette argument for længst gennemhullet. Planløs indvandring baseret på indvandrernes ønsker, behov og menneskerettigheder bidrager ikke til at løse de udviklede landes demografiske og økonomiske problemer, men forværrer dem. Endvidere argumenterer fortalerne for den rettighedsbaserede tilgang til indvandringen ved at henvise til internationale konventioner, som vi har underskrevet, og som har forrang for national lovgivning. I forhold til de internationale konventioner spiller økonomiske eller nationale hensyn ingen rolle. Konventionerne hævdes nemlig at udstyre ethvert menneske på jorden, der kan skaffe sig rejselejlighed til Danmark og stille med en passende forklaring, med visse rettigheder ? herunder retskrav på asyl, familiesammenføring, offentlig understøttelse og til ikke at blive sendt tilbage, hvis hjemlandet ikke lever op til vestlige normer for retspleje ? uanset om konsekvenserne bliver en underminering af tilflugtslandenes økonomi, stabilitet og demokratiske orden. Den anden tilgang til indvandringen ? som er denne bogs ? kunne man kalde »den realistiske«. Den tager ikke udgangspunkt i moral, vestlig syndsbevidsthed eller henvisning til konventioner, men undersøger indvandringens historisk konstaterbare konsekvenser. Derfor anskuer den ikke alle indvandrere som én grå masse. Indvandring har vidt forskellige konsekvenser, afhængigt af hvem indvandrerne er, og med hvilke motiver og forhåbninger de bryder op fra deres land for at tage til et nyt. Visse indvandrergrupper har uden nævneværdige problemer fundet sig til rette i forskellige udviklede lande, selv om de i visse tilfælde kommer fra klodens fjerneste egne. De er blevet til velintegrerede, produktive og velanskrevne medborgere, der påkalder sig ringe opmærksomhed i den offentlige debat og i de officielle statistikker. Imidlertid er der en anden kategori af indvandrere ? og her taler vi altovervejende om indvandrere med en muslimsk kulturbaggrund ? der har meget vanskeligt ved at føle sig hjemme i et vestligt samfund som det danske. Eller som direkte afviser at lade sig integrere i en kultur, som deres religion forpligter dem til at afvise og bekæmpe. Men heller ikke når det gælder utilpassede muslimske indvandrere, vil vi i denne bog anlægge moralske betragtninger. Vi kan ikke bebrejde rettroende muslimer, at de følger deres religions påbud. Hvis man endelig skulle placere ansvaret for, at Danmark i dag står med næsten uløselige integrationsproblemer, der truer velfærdsstaten, demokratiet og samfundets sammenhængskraft, må det tilkomme de beslutningstagere, der har åbnet porten for den muslimske masseindvandring. Vi taler om folk på samfundets højeste poster inden for politik, administration, retshåndhævelse, den akademiske verden og meningsformidlingen, der havde alle muligheder for at kunne forudse følgerne, men som i stedet præsenterede befolkningen for skønmalerier af, hvor godt dette sociale eksperiment ville ende, blot gammeldanskerne ville udvise den fornødne tolerance og ikke være så racistiske og fremmedfjendske. Nu står vi over for et stadigt voksende katalog af problemer, som ingen synes at have nogen løsning på. Vi ved kun én ting: Intet vil nogen sinde blive, som det var. Nogle præciseringer Erfaringsmæssigt bliver enhver bog med denne tilgang kritiseret for at »skære alle muslimer over én kam«. Det har vi imidlertid ikke gjort, som det vil fremgå. Vi skelner mellem islam, sådan som ideologien fremstår ifølge dens egne kanoniske skrifter og de skriftkloges hegemoniske udlægning af dem, på den ene side, og muslimer på den anden. Den almindelige muslim bærer ikke noget ansvar for den ideologi, han eller hun er blevet indprentet fra sin spæde barndom. Vi ved, at mange gerne ville bryde ud af islams totalitære spændetrøje, hvis det var muligt uden at risikere udstødelse eller død. Mange har allerede gjort det, og vi citerer adskillige af dem. Ulykkeligvis har EU og Europas nationale regeringer og myndigheder i næsten alle tilfælde valgt at føje eller føre »dialog« med præcis det herskerlag inden for islam, hvis magt beror på, at muslimer nægtes et liv i frihed. Hvis europæerne sadlede om og i stedet støttede og opmuntrede sekulært tænkende muslimer, og hvis de tilskyndede til en fri offentlig og videnskabelig debat om islams væsen i stedet for at forsøge at undertrykke den, ville den muslimske indvandring formentlig ikke udgøre den fare for Vestens frihed, som vi i dag kan konstatere. En anden yndlingsindvending mod enhver, der tager islams selvforståelse alvorligt, er, at det står lige så galt til med kristendommen og jødedommen. Hvis påstanden var rigtig, ville vi stå med betydelige forklaringsproblemer: Hvordan kan det være, at den vestlige civilisation, vi kender i dag, kan smykke sig med demokrati, ytringsfrihed, religionsfrihed, personlig frihed og ligestilling mellem kønnene ? alt sammen noget, der stort set er fraværende inden for den mulimske kulturkreds ? hvis kristendommen og jødedommen er præcis lige så tyranniske som islam? Og hvis Vestens frihed beror på, at det er lykkedes det sekulære samfund at holde kristendom og jødedom i ave, hvorfor er noget lignende så ikke sket i Islams Hus? Det skal også præciseres, at den islam, vi præsenterer i denne bog, er den din (den totalideologi), der idag propageres af en konsensus blandt de skriftkloge ved islams mest ansete og indflydelsesrige lærdomscentre. Om denne selvforståelse har nogen sammenhæng med det, som Muhammed prædikede eller foretog sig ? hvis han overhovedet har levet ? er omstridt. Som vi kort skal berøre, tyder meget på, at den islam, der blev fikseret og kanoniseret senest i det 10. århundrede, ikke nødvendigvis har ret meget at gøre med den lære eller praksis, der fremstod i Muhammeds levetid, dvs. indtil 632, og at påstanden om en religion, der én gang for alle blev fastlagt af Allahs åbenbaringer til profeten, er fiktion. Det afgørende i denne bogs sammenhæng er imidlertid ikke, hvad der faktisk skete i de første årtier af det 7. århundrede i Den Arabiske Halvøs vestlige udkant, men hvad muslimer tror, der skete. Det er denne tro, der i mere end tusind år har bestemt islams forhold til resten af verden, og det er derfor den, vesterlændinge må forholde sig til. Enhver kritisk brug af islamiske kilder bliver uvægerligt mødt med den indvending, at citater er taget ud af sammenhæng ? eller »kontekst«, hvis det skal lyde særligt tungtvejende. Men som enhver kan overtyde sig om ved at læse lidt i en Koran eller forskellige hadith-samlinger, der kan findes på nettet, er der ingen sammenhæng. Versene og haditherne kommer hulter til bulter og indgår med ganske enkelte og meget korte undtagelser ikke i sammenhængende fortælleforløb, som dem man f.eks. finder i Det Gamle og Det Ny Testamentes bøger og evangelier. Der er ganske vist forskere, som har prøvet at organisere Koranen på en tematisk mere logisk måde, men det er ikke disse omskrivninger, islams autoriserede udlæggere bygger deres teologi på. Endelig plejer islam-kritikere at få revet i næsen, at man skal beherske »klassisk arabisk« for at kunne forstå Koranens indhold. Som vi kort skal berøre, er der imidlertid tvivl om, hvilket sprog Koranen er skrevet på. »Klassisk arabisk« ? et sprog, der ikke blev talt på den egn, hvortil Muhammeds liv og gerninger er henlagt ? kan det dårligt være. Desuden: Hvis beherskelse af »klassisk arabisk« skulle være en betingelse for at kunne forstå islams kanoniske skrifter, må man konkludere, at det store flertal af verdens muslimer, ikke har en chance for at vide, hvad deres religion går ud på, da de bor i ikke-arabisk-talende lande som Indonesien, Bangladash, Indien, Pakistan, Iran, Afghanistan, Tyrkiet og Nigeria. Bogen rummer et utal af citater, og det er et helt bevidst valg. Da vores angrebsvinkel ? som er at analysere kultursammenstødet mellem islam og ikke-islam ud fra islams selvforståelse i stedet for at lægge Vestens dominerende forestillinger om islam til grund ? vil forekomme mange at være skandaløs, har vi ment det bedst så vidt muligt at lade dramaets personer tale for sig selv i stedet for blot at referere deres synspunkter. Enhver, der har tålmodighed til at slå kilderne op, kan så ved selvsyn finde ud af, om noget er taget ud af sammenhæng. Manuskriptet er blevet til i et samarbejde mellem de to forfattere, der be

    Denne e-bog er til download - ved køb sendes et downloadlink via e-mail.

    Ved køb af e-bøger leveres ydelsen på en fil efter køb. Der er ikke fortrydelsesret på disse filer, da der gives samtykke til strakslevering ved købsaftalens indgåelse.

    For at downloade og læse en e-bog med digital kopibeskyttelse (DRM / ophavsretlig beskyttelse) skal du have installeret programmet Adobe Digitals Editions og have registreret dig som bruger af dette program hos Adobe.
    Programmet kan downloades her:
    www.adobe.com/products/digitaleditions


    Produktdetaljer
    206 Sider
    Trykkefrihedsselskabets Bibliotek
    -
    1. udgave
    dan
    9788792417060
    epub
    368 KB
    DigitalVandmaerkning




















Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE